JEG ER ATEIST. JEG TROR IKKE PÅ NOGET

… altså jeg er ikke. Men det er en sætning jeg hører igen og igen. Jeg har tænkt lidt over, det med at tro eller ikke at tro. Hvad er det egentlig at tro på noget?

Stilheod og storhed. Lille menneske under himlen og over havet.

Sommerhusdagene giver mig tid til at spekulere. Mine teenagere er enten over alle bjerge eller også ligger de og sover. Det giver mig en masse alenetid og luft til at lytte til de tanker om livet, jeg normalt skubber til side i de travle hverdage.

I dag handler det om tro. Eller rettere om ikke at tro. Jeg har er selv troede, hvilket måske står i rimelig skarp kontrast til mit syn på meningen med livet. (Læs her).

Jeg er troende i den forstand, at selv om jeg er et voksent menneske, der føler mig stærk på mange områder også er ekstrem lille og sårbar.

Jeg takker dagen, når solen går ned. Takker noget for livet, for kærligheden, for maden på bordet og for sunde børn.

Min tro dukker eksempelvis op, når jeg mister eller når jeg får – som i januar, da jeg var med til fødslen af mit lille barnebarn. At se min datters kamp og styrke, for bagefter at ligge med det lille mirakel i armene, gjorde mig ydmyg og taknemmelig. Ubevidst kom det lille tak til noget. “noget”, der gav mig hende og bagefter hendes lille fuldbårne, smukke søn.

De sødeste små fødder, der en dag skal ud i livet. Tænk, at der er fem fine tæer på begge fødder. et vidunderligt mirakel, at man kan lave et færdig bagt barn inde i sin mave.

At sidde og kigge ud over et brusende hav og se solen glide ned og tage afsked med dagen. At sidde på fjeldet med min kæreste, hvor der ikke er el og intet net. Kun rå natur og aftensmad vi fanger i det rene vand. I små stunder takker jeg også “noget” for livet, for storheden i naturen og for dem jeg elsker. At se mine børn være glade, nyde at se dem blandt venner giver også et ydmygt tak til “noget”. Og når de falder, så ber jeg for de får rejst sig hurtigt og jeg ber til kærligheden ikke vil forlade mig. Jeg ber også til, at min mor vil være en del af mit liv i mange år endnu.

Naturen, når den er allermest overvældende og rå, den findes i Norge. Her er jeg oppe på fjeldet, hvor der ikke er el, ned eller vand installeret i hytten. Alt skal hentes fra naturen. Man kan ikke blive andet end ydmyg.

Jeg kunne måske klare mit liv uden tro. Uden de små tak og bønnerne til, at “noget” vil passe på os, men jeg har brug for det. Brug for den tryghed og omfavnelse, der er i, at noget holder om -og af mig.

Jeg har derimod ikke brug for løftede pegefingre og indremissionsk (dobbelt-)moral og liv der bliver dikteret af ekstreme holdninger forklædt som tro.

Jeg er ret sikker på, at ingen mennesker har brug for det. Men jeg er ikke i tvivl om at vi alle mere eller mindre bevidste eller ubevidste søger noget, der kan favne os når vi bliver overvældet af lykke og nok mest af smerte.

Når folk så siger “jeg er ateist, jeg tror ikke på noget” så synes jeg det er lidt underligt. Og nu bliver jeg lidt filosofisk. Hvis du siger, du ikke tror på “noget”, så har du jo allerede anerkendt, at “noget” findes, ellers kan du jo ikke tro på det ikke er der. Det som at sige der “ingenting” er, “ingenting” er noget, ellers kan der jo ikke være ingenting… eller?

Nå, jeg vil gå ud og male vinduer. Jeg må lige tænke lidt mere.

Den første gang jeg sad med mit lille nyfødte barnebarn. Helt nyfødt og fin.

Læs om at føle sig forkert her