INTROVERT ELLER EKSTROVERT

’Du er ekstrovert, det siger testen’, jeg sad overfor en ekspert i personlighedstyper og kiggede stolt på hende. Jeg var ved at blive vurderet som chef og ville gerne have stillingen. Jeg havde tilsyneladende svaret rigtigt, for som leder i det job jeg søgte, skulle man helst være den udadvendte type. Hende der elsker at tale til store forsamlinger, ja i det hele taget være i meget social og være synlig.

Rystende nervøs og på glatis. Men når eksperten siger du er ekstrovert så …

Jeg fik jobbet og jeg elskede det. Men noget af det jeg brød mig allermindst om, var at holde tale, være midtpunkt, at være på messer med mange mennesker, smalltalk og at sidde i kantinen til frokost, hvor det skramlede og larmede så meget, at mit hoved var ved at eksplodere.

Da jeg var barn havde jeg det på samme måde i skolegården, jeg var så træt når dagen var omme, ville helst bare gemme mig. Og det gjorde jeg. Gik ned i min eng, hvor jeg sad alene og legede ved åen og nød stilheden. Jeg kunne også godt lide tosomhed, at lege en intens og fokuseret leg med en veninde og jeg kunne tegne i timevis, hvor jeg forsvandt helt ind i en drømmeverden af farver og former.

Alligevel var jeg pirret af lysten til at blive set. Da jeg var et mindre barn ville jeg gerne være reklametegner, jeg vidste ikke hvad det indebar. Men der indgik ”tegne” i ordet, så det måtte være lige noget for mig. Senere blev drømmene mere og mere ekstroverte. Skuespiller, sanger eller måske noget med tv.

Mine drømme blev lagt i en lyserød æske og sat på stand by, da jeg mødte Peter, en dejlig, sprudlende reklamefotograf. Jeg var lige kommet ind fra Jylland med firetoget og skulle fotograferes fordi jeg havde vundet en videoafspiller i en tegnekonkurrence. Vi faldt pladask for hinanden. Jeg var 17 år, han var 25 år og intet kunne stoppe os. Helt planlagt fik vi en smuk og vidunderlig datter da jeg lige var gået ind i mit nittende år. Jeg nød det. Moderskabet er det mindst ekstroverte, der findes. En lille baby skal have nærvær og ro. Lige det min sjæl elskede allermest. Efter to år, kom der en anden lille babypige og vi havde skabt en skøn lille rede, der var indrettet med et fotostudie i den ene ende af lejligheden og beboelse i den anden. Det var så dejlig en tid.

Den ekstroverte Louise for fuld skrue

Da pigerne blev lidt større begyndte det at boble i mig. Jeg var 24 år. Den lille lyserøde æske med alle drømmene faldt ned fra hylden og landede så hårdt at låget gik op. Ud væltede alt det, der brændte i mig. Jeg ville ud til alle de andre, jeg ville lege med livet, være en rigtig voksen, der gik på arbejde. Jeg uddannede mig til makeup artist, fik en masse jobs, lagde makeup på modeller, popstjerner, kendte mennesker og deltog i modeshows og var med på modeserier, som vi fotograferede i hele verden. Jeg gjorde det godt. Det hele gik stærkt, flere jobs, rejser og fester.

Mit nye ekstroverte jeg, gik amok. Desværre gik det også udover den varme lille boble, reden derhjemme, den som jeg havde nydt så meget. På en eller anden måde kunne jeg ikke få de to ender til at passe sammen. Det er stadig med smerte i hjertet, at jeg må indrømme, at jeg ikke var bevidst og klog nok til at kontrollere den lavine af udadvendthed og frihedstrang der overtog min fornuft.

Men sådan blev det. Heldigvis er vi stadig et dejligt forældreteam, nu med et lille barnebarn. Men det er en helt anden historie.

I denne periode var jeg ekstremt ekstrovert og jeg indrømmer gerne, at jeg var Doctor Jekyll and Mr Hyde. Den ene uge, hvor jeg havde mine piger, var jeg sød mor der bagte boller. Den anden festede og arbejde jeg.

Heldigvis faldt der ro over mig og jeg mødte en sød mand, han blev far til mine to mindste børn. Heller ikke de ægteskab holdt. Men jeg havde den samme lykke ved at være mor, at leve introvert og finde roen. Det behov holdt dog ikke så længe, jeg fik job som chefredaktør – det var den stilling jeg betrådte efter jeg havde siddet overfor eksperten i personlighedstyper, der havde vurderet mig, ud fra mine svar i hendes skema. Jeg var ekstrovert.

Jeg læste om mit nye jeg og her stod blandt andet ”Ekstroverte bruger meget tid sammen med andre mennesker og kommer let til at føle sig ensomme, når de er alene. Det er samværet, der er i fokus og her, de henter energi. De er gode til det sociale samspil og yder bedst på jobbet, når de arbejder sammen med andre. De vil helst have døren åben ind til deres kontor, så de kan følge med i livet udenfor. De snakker mere end introverte og er hurtige til at finde ud af, hvad de synes om den ene eller den anden ting.” (kilde netdoktor – læs mere her )

Men jeg havde det ikke sådan. Nogle gange havde jeg. Men når jeg havde været på og været i centrum blev jeg så træt og i perioder syg. Jeg forstod slet ikke mine egne signaler og tonsede derudaf uden at forstå, at måske var jeg ekstrovert i perioder, men jeg fandt altså ikke energien blandt mennesker. Den fandt og finder jeg i mit eget selskab, i tosomhed og med min familie. Jeg arbejder i dag i en stor virksomhed og jeg ved, at hvis jeg skal holde hele dagen, så skal jeg indimellem trække mig og suge luft og energi, alene. Jeg sidder sjældent i kantinen sammen med de andre og det er ikke fordi jeg ikke kan lide dem. Huset er propstoppet med dejlige mennekser. Den eneste grund er at jeg elsker pauser og elsker rolige stunder.

Jeg elsker mine pauser. Nyder at være alene og lade op.

Den forståelse og accept af mig selv som menneske har givet mig et meget bedre liv. For jeg har, med min anerkendelse af mine behov, lært glæden ved at være på. Jeg synes det er sjovt at lave tv, holde foredrag og lægge ansigt til A Simple Mess. Faktisk får jeg også energi af det i dag. Måske fordi jeg ved, at jeg bagefter kan trække mig ind i min hule. Hvor jeg kan være alene og være i mit eget selskab, med mine egne tanker og med mine tegninger. At det er ok ikke altid at være sprudlende og hurtigtalende.

Det jeg forsøger, at skrive med dette blogindlæg er, at vi skal passe på med overbevisninger. Det er lidt en skam, at den ene test, der påduttede mig en personlighed, har givet mig meget svært ved at acceptere mine behov. Jeg er ekstrovert, ja. Men jeg er ligeså introvert. Og det skulle jeg så blive 40+ for at forstå.

I naturen og ved mit skrivebord kan jeg trække vejret dybt og finde ro.