DET ER DIG, IKKE MIG

Ja, du hørte rigtigt. Dig! I alt for mange år har jeg rendt rundt og været usikker og taget skylden. Jeg ved godt jeg er klodset. Jeg ved godt jeg ikke har styr på tingene … det er mig, mig, mig. Du er perfekt og jeg bare heldig, fordi du vil elske mig …

Kimen til det ringe selvværd blev lagt i barndommen. Mine mor gjorde hvad hun kunne. Men en alkoholikerfar, kan gøre en del skade.

Den melodi er slut. Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg naturligvis stadig gerne vil se mine fejl (– ved den hellige grav, jeg har mange af dem). Men jeg er også klar over mit værd. Mine evner, mine fornemmelser og jeg ved hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil. Jeg ved også, at det ikke altid er mig, der fejler.

Når det kommer til det modsatte køn, har jeg altid tænkt, at det var mig, der ikke fungerede. Det var mig, der var vokset op i en dysfunktionel ”familie”, mig, der var barn af en alkoholiker. Min mor (den skønneste i verden) der var kunstner og, på ingen måder passede ind i det perfekte billede. Hvordan det så end ser ud.

Altid har jeg tænkt, at det var mig, der ikke kunne finde ud af at gøre det rigtige og se rigtig ud.

Jeg gør mit bedste. Jeg vil gøre ALT hvad jeg kan for at passe på de mennesker, der er omkring mig og jeg er en af dem.

Jeg bebrejder ikke mine eks’er, jeg tror slet ikke, de har været klar over min mangel på selvindsigt og tro på mig selv. Eller også har de 🙂

Ikke desto mindre, er den form for selvfornedrelse ikke sundt i et kærlighedsliv. For ingen vinder og alle taber. Det bliver et lille martyrium man vandre ensomt rundt i mens kærligheden smuldrer omkring en.

Det er måske, i momentet, ikke en den nemmeste opgave at være kæreste med en, der siger sin mening. Men tro mig, det holder meget længere. Det eneste man dog altid skal huske er, at vælge sine kampe. Ikke alle udfordringer behøver 12 runder i ringen.

Fandt lige denne her på nettet … link finder du her